London Calling

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
London Calling
Studiealbum af The Clash
Indspillet August–september og november 1979, Wessex Sound Studios, London
Udgivet 14. december 1979
Genre Post-punk
Længde 65:07
Sprog EngelskRediger på Wikidata
Udgiver CBS, Epic, Legacy
Producer Guy Stevens, Mick Jones
The Clash-kronologi
← Forrige
Give 'Em Enough Rope
(1978)
London Calling
(1979)
Næste
Sandinista!
(1980) →
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

London Calling er det tredje studiealbum af det britiske punk-rock band The Clash. Albummet blev udgivet i Storbritannien den 14. december 1979CBS Records og i USA i januar 1980 på Epic Records.[1] London Calling er et post-punk album, der indeholder en række forskellige stilarter, herunder punk, reggae, rockabilly, ska, New Orleans R&B, pop, lounge jazz og hård rock. Albummets tekster omhandler social utilpassethed, arbejdsløshed, racekonflikter, stofmisbrug og ansvaret forbundet med at blive voksen.[2]

Albummet blev af en enig musikpresse rost og er i 2003 optaget som nr. otte på magasinet Rolling Stones liste over verdens 500 bedste album.[3] London Calling nåede top ti i Storbritannien og albummets første single "London Calling" nåede top-20.[4] Albummet har solgt mere end fem millioner eksemplarer globalt[3] og modtog platin i USA.[5]

Indspilning og produktion

Efter indspilningen af bandets andet studiealbum Give 'Em Enough Rope (1978) begyndte gruppen at bevæge sig væk fra traditionel punkrock og afsluttede samarbejdet med bandets manager Bernard Rhodes.[6] Under bandets turné i USA i 1979 valgte de opvarmningsnavne som rhythm and blues-navnene Bo Diddley, Sam & Dave, Lee Dorsey og Screamin' Jay Hawkins og punk rockabilly-bandet The Cramps. Disse navne og rock and roll-musik var inspiration for The Clash ved indspilningen af London Calling.[7]

Indspilningerne begyndte i august 1979 i Wessex Studios. The Clash havde til pladeselskabets store bekymring bedt Guy Stevens om at producere albummet.[8] Stevens havde problemer med stoffer og alkohol og var generelt temmelig ukonventionel i sin tilgang.[2] På et tidspunkt under indspilningerne smed han rundt med en stige og med møbler for at skabe den rette "rock & roll stemning".[2] The Clash syntes godt om Stevens, særlig bassisten Paul Simonon. Albummet blev indspillet i løbet af fem-seks uger.[9] Flere af sangene på albummet blev indspillet over et eller to "takes".[2]

Pladecover

Efterligning af pladecoverets typer
Tatovering inspireret af albummets cover

Albummets forside på coveret viser et fotografi af bandets bassist Paul Simonon, der smadrer sin Fender Precision Bass (basguitaren er udstillet i ClevelandRock and Roll Hall of Fame)[10] på scenen i The Palladium i New York City den 20. september 1979 under The Clashs USA-turné, Take the Fifth.[11][12] Fotografen Pennie Smith, der tog billederne til albummet, syntes ikke om billedet, som hun fandt for uskarpt, men Strummer og den grafiske designer Ray Lowry kunne lide det og besluttede, at det skulle på albummets cover.[12][13] I 2002 blev Smiths foto kåret som det bedste rock and roll foto nogensinde af Q magazine, med bemærkning om, at billedet fanger "det ultimative rock'n'roll øjeblik - det totale tab af kontrol".[14]

Coverets artwork var designet af Lowry og var en hyldest til designet af Elvis Presleys første album.[15][16] Coveret blev af Q magazine i 2001 udnævnt til det niendebedste cover nogensinde.[17] I 1995 anvendte Big Audio Dynamite (et band med Clash-medlemmet Mick Jones i front) et lignende cover til albummet F-Punk. Det britiske postvæsen Royal Mail medtog coveret blandt de ti britiske covere, der indgik i en serie af "Klassiske albumcovers" og blev udgivet på frimærke i januar 2010.[18][19]

Udgivelse

Albummet blev udgivet i Storbritannien den 14. december 1979 på vinyl og i begyndelsen af januar 1980 i USA på vinyl og på 8-track tape. Albummet var et dobbeltalbum, men blev solgt til en pris, der svarede til et enkelt album. Kort efter udgivelsen solgte albummet cirka to millioner eksemplarer.[3] Albummet nåede nr. 9 på de britiske hitlister[4] og modtog en guldplade i december 1979.[20] Albummet solgte godt udenfor Storbritannien. Det blev nr. 2 i Sverige[21] og nr. 4 i Norge.[22] I USA nåede albummet nr. 27 på Billboard Pop Album listen[23] og fik platin i februar 1996.[5]

Albummet indeholdt to af The Clashs mest succesfulde singler. "London Calling" blev udsendt kort inden udgivelsen af albummet den 7. december 1979 og nåede nr. 11 på UK Singles Chart.[4] Musikvideoen til sangen blev instrueret af Letts og viste bandet spille sangen på en båd i silende regn på Themsen.[24] I USA blev "Train in Vain" udsendt som single i februar 1980 med London Calling på den anden side. Singlen nåede nr. 23 på Billboard Hot 100 singles chart og nr. 30 på Billboards Hot Dance Club Songs-liste.[25]

Albummet blev senere genudgivet på CD og er udgivet i flere CD/DVD-udgaver.

Anmeldelse og betydning

Professionelle vurderinger
Retrospektive vurderinger
Samlet resultat
Kilde Vurdering
Metacritic 100/100[26]
Anmeldernes vurdering
Kilde Vurdering
AllMusic 5/Skabelon:Plural[27]
Chicago Sun-Times 4/Skabelon:Plural[28]
Robert Christgau A+[29]
The Guardian 5/Skabelon:Plural[30]
Mojo 5/Skabelon:Plural[31]
Pitchfork Media 10/10[32]
Q 5/Skabelon:Plural[33]
Rolling Stone 5/Skabelon:Plural[34]
The Rolling Stone Album Guide 5/Skabelon:Plural[35]
Uncut 5/Skabelon:Plural[36]

London Calling modtog positive anmeldelser ved sin udgivelse[37] og toneangivende anmeldere i USA og England skrev begejstrede anmeldelser af albummet.[38][39] Anmelderen Robert Christgau kaldte albummet for det bedste i 1980[40][41] I senere anmeldelser anførte Christgau, at det var det bedste dobbeltalbum siden The Rolling Stones' Exile on Main St. fra 1972.[29]

Siden udgivelsen har flere anmeldere beskrevet London Calling som et af de bedste rock album nogensinde,[42] herunder AllMusics Stephen Thomas Erlewine, der beskrev albummet som havende mere handlekraft og mening end mange andre album.[27] I 1987 kaldte Los Angeles Times albummet for det fjerdebedste i 10 år og anførte, at hvor Clash's debutalbum var et punk-mesterværk, så markerede London Calling, at genren var blevet moden og viste vejen mod post-punken.[43]

Magasinet Rolling Stone kårede i 1989 London Calling som 1980'ernes bedste album,[44] og magasinet Q kaldte i 1999 London Calling det fjerdebedste britiske album nogensinde.[45][33]

Det indflydelsesrige britiske musikmagasin NME placerede albummet som nr. 6 blandt 1970'ernes bedste album,[46] og Pitchfork Media kårede London Calling som årtiets næstbedste album.,[47]

Det amerikanske magasin Rolling Stone medtog albummet som nr. 8 på listen over de 500 bedste album nogensinde.[3] Entertainment Weekly kaldte London Calling for "Best Album of All Time", da det i 2004 skrev en længere artikel om albummet.[48]

London Calling blev i 2007 optaget i Grammy Hall of Fame, i samlingen af indspilninger med en blivende kvalitet eller historisk betydning.[49] Albummet indgår i BBC Radio 1's "Masterpieces Series" fra 2009, der omfatter de mest indflydelsesrige album nogensinde.[50]

Tracks

Alle sange skrevet og komponeret af Joe Strummer og Mick Jones med mindre andet er angivet. 

Side 1
No. TitleForsanger Length
1. "London Calling"  Strummer 3:19
2. "Brand New Cadillac" (oprindelig skrevet og indspillet af Vince Taylor)Strummer 2:09
3. "Jimmy Jazz"  Strummer 3:52
4. "Hateful"  Strummer 2:45
5. "Rudie Can't Fail"  Strummer, Jones 3:26


Side 2
No. TitleForsanger Length
6. "Spanish Bombs"  Strummer, Jones 3:19
7. "The Right Profile"  Strummer 3:56
8. "Lost in the Supermarket"  Jones 3:47
9. "Clampdown"  Strummer, Jones 3:49
10. "The Guns of Brixton" (skrevet af Paul Simonon)Simonon 3:07


Side 3
No. TitleForsanger Length
11. "Wrong 'Em Boyo" (skrevet af Clive Alphonso; oprindeligt indspillet af the Rulers; herunder Stagger Lee)Strummer 3:10
12. "Death or Glory"  Strummer 3:55
13. "Koka Kola"  Strummer 1:46
14. "The Card Cheat"  Jones 3:51


Side 4
No. TitleForsanger Length
15. "Lover's Rock"  Strummer 4:01
16. "Four Horsemen"  Strummer 2:56
17. "I'm Not Down"  Jones 3:00
18. "Revolution Rock" (skrevet af Jackie Edwards, Danny Ray; oprindelig indspillet af Danny Ray and the Revolutionaries)Strummer 5:37
19. "Train in Vain"  Jones 3:09


  • På det første tryk af albummet var "Train in Vain" ikke angivet på coveret eller på pladens etiket, men kun på et etiket påklistret pladens cellofan-indpakning. Senere udgaver af albummet medtaget sangen som en del af albummet.

Medvirkende

The Clash
Gæstemusikere
Produktion

Placering på hitlister

År Hitliste Bedste
placering
1979 Sverigetopplistan[21] 2
UK Albums Chart[4] 9
1980 Østrigs Albumliste[51] 17
Canadian RPM Albums Chart[52] 12
New Zealand Albumliste[53] 12
Norges albumliste[22] 4
US Billboard 200[23] 27
2003 Irish Albums Chart[54] 23
2004 Norwegian Albums Chart[22][n 1] 17
Swedish Albums Chart[21][n 1] 45
Swiss Albums Chart[55][n 1] 72
UK Albums Chart[4][n 1] 26
2009 Spanish Albums Chart[56] 52
2011 Top Pop Catalog Albums[57] 38
2012 Polish Albums Chart[58] 38
Noter
  1. ^ a b c d London Calling 25th anniversary edition

Referencer

  1. ^ Frank Hoffmann (2005). "Encyclopedia of Recorded Sound". p. 397. Routledge
  2. ^ a b c d Sinclair, Tom. "The Best Album of All Time". Entertainment Weekly. 24. september 2004. Hentet 18. april 2015.
  3. ^ a b c d Levy, Joe; Steven Van Zandt (2006) [2005]. "8| London Calling – The Clash". Rolling Stone's 500 Greatest Albums of All Time (3. udg.). London: Turnaround. ISBN 1-932958-61-4. OCLC 70672814. Hentet 18. april 2015. .
  4. ^ a b c d e "UK Chart Archive". everyHit.co.uk. Hentet 17. februar 2008.
  5. ^ a b "RIAA Searchable Database". Recording Industry Association of America. Hentet 17. februar 2008.
  6. ^ Gilbert 2005, pp. 212–213.
  7. ^ Erlewine, Stephen Thomas. The Clash. Allmusic. Hentet 9. juli 2013. 
  8. ^ Gilbert 2005, p. 235.
  9. ^ Chris Michie (1. november 2000). "Classic Tracks: The Clash's "London Calling"". Mix:. Hentet 18. januar 2013. 
  10. ^ "Exhibit and Information Guide." (Webside ikke længere tilgængelig) p. 5. Hentet 17. maj 2009.
  11. ^ Green 2003, pp. 195–196.
  12. ^ a b Sweeting, Adam. "Death or Glory". Uncut. Oktober 2004. p. 70.
  13. ^ Godwin, Richard (15. juni 2010). "London Calling again". Evening Standard (London). Hentet 16. juni 2010. "Lowry: “For at være ærlig havde jeg ingen idé om, at det var uskarpt. Jeg var halvblind og halvfuld det meste af tiden, men det skulle være det billede.”" 
  14. ^ Judd, Terri. "One hundred timeless rock'n'roll moments, and the photographers who..." (Webside ikke længere tilgængelig). The Independent. 24. januar 2002. Hentet 17. februar 2008.
  15. ^ Green 2003, p. 194.
  16. ^ Tryangiel, Josh. "The All-TIME 100 Albums: London Calling". Time. 13. november 2006. Hentet 17. februar 2008.
  17. ^ O'Connor, Mickey. "London's Q magazine picked these; what are yours?". Entertainment Weekly. 14. marts 2001. Hentet 17. februar 2008.
  18. ^ Classic Album Covers: Issue Date – 7 January 2010. Royal Mail. Hentet 8. januar 2010. 
  19. ^ Michaels, Sean (8. januar 2010). "Coldplay album gets stamp of approval from Royal Mail". The Guardian (London). Hentet 8. januar 2010. 
  20. ^ "British gold certification for London Calling (Webside ikke længere tilgængelig). British Phonographic Industry. 31. december 1979. Hentet 17. februar 2008.
  21. ^ a b c "Discography The Clash". SwedishCharts.com. Hentet 17. februar 2008.
  22. ^ a b c "Discography The Clash". NorwegianCharts.com. Hentet 26. oktober 2008.
  23. ^ a b "The Clash > Charts & Awards > Billboard Albums". AllMusic. Hentet 26. oktober 2008.
  24. ^ Sweeting, Adam. "Death or Glory". Uncut. Oktober 2004. p. 69.
  25. ^ "The Clash > Charts & Awards > Billboard Singles". AllMusic. Hentet 17. februar 2008.
  26. ^ London Calling [25th Anniversary Legacy Edition] – The Clash. Metacritic. 21. september 2004. Hentet 30. juni 2012. 
  27. ^ a b Erlewine, Stephen Thomas. The Clash: London Calling - Overview. Hentet 14. september 2018. 
  28. ^ McLeese, Don (16. marts 1987). "Husker Du proves its wide range". Chicago Sun-Times: s. 36. Hentet 9. juli 2013.  Skabelon:Subscription required
  29. ^ a b Christgau, Robert (1990). Christgau's Record Guide: The '80s. Pantheon Books. s. 92. ISBN 067973015X. 
  30. ^ Sweeting, Adam (9. september 2004). "Pop CD: The Clash, London Calling: The 25th Anniversary Edition". The Guardian (London): Friday Review section, p. 22. Hentet 9. juli 2013. 
  31. ^ "Review: London Calling [25th Anniversary Legacy Edition]". Mojo (London): 123. October 2004. 
  32. ^ Petrusich, Amanda (21. september 2004). The Clash London Calling: 25th Anniversary Legacy Edition > Review. Pitchfork Media. Hentet 3. april 2006. 
  33. ^ a b "Review: London Calling". Q (London): 152–3. December 1999. 
  34. ^ Blashill, Pat (14. oktober 2004). "The Clash London Calling > Album Deluxe Reissue Review". Rolling Stone (959). Arkiveret fra originalen 20. juni 2008. Hentet 4. september 2006. 
  35. ^ Brackett, Nathan; Hoard, Christian, red. (2004). "The Clash". The New Rolling Stone Album Guide. London: Fireside. s. 167–168. ISBN 0-7432-0169-8. Hentet 21. september 2011.  Portions posted at "The Clash > Album Guide". Rolling Stone. Hentet 21. september 2011. 
  36. ^ "Review: London Calling [25th Anniversary Legacy Edition]". Uncut (London): 122. October 2004. 
  37. ^ Strong, Martin Charles (2006). The Essential Rock Discography. Canongate U.S.. s. 206. ISBN 1841958603. 
  38. ^ Rockwell, John (4. januar 1980). "The Pop Life; 'London Calling' helps the Clash live up to billing". The New York Times: s. C12. Hentet 4. juni 2014.  Skabelon:Subscription required
  39. ^ Carson, Tom (3. april 1980). "The Clash London Calling > Album Review". Rolling Stone (314). Hentet 22. februar 2008. 
  40. ^ Christgau, Robert (9. februar 1981). "The Year of the Lollapalooza". The Village Voice. Hentet 9. juli 2013. 
  41. ^ "The 1980 Pazz & Jop Critics Poll". The Village Voice. 9. februar 1981. Hentet 21. marts 2005. 
  42. ^ Joe Strummer Of The Clash Dead At 50. MTV News. 23. december 2002. Hentet 9. juli 2013. 
  43. ^ Hilburn, Robert (17. maj 1987). "10 Years Later – A Critic's List of the Best Albums of the Decade". Los Angeles Times: s. 56. Hentet 10. juli 2013.  Skabelon:Subscription required
  44. ^ Azerrad, Michael; DeCurtis, Anthony (16. november 1989). "The 100 Best Albums of the Eighties: The Clash, 'London Calling'". Rolling Stone (565): s. 53. Hentet 30. juni 2008. 
  45. ^ "100 Greatest British Albums". Q magazine: 90. December 1999. 
  46. ^ "The Greatest Albums of The '70s". NME: 18. 11. september 1993. 
  47. ^ Top 100 Albums of the 1970s. Pitchfork Media. 23. juni 2004. Hentet 17. februar 2008. 
  48. ^ Sinclair, Tom (24. september 2004). "The Best Album of All Time". Entertainment Weekly. 
  49. ^ "Grammy Hall of Fame Award". Grammy.com. Hentet 18 February 2008.
  50. ^ Lowe, Zane (2. december 2009). Masterpieces. BBC 1. Hentet 3. december 2009. 
  51. ^ "Discographie The Clash". AustrianCharts.at. Hentet 17. februar 2008.
  52. ^ "Top Albums/CDs – Volume 33, No. 8, May 17, 1980". RPM. Hentet 31. januar 2012. 
  53. ^ "Discography The Clash". Charts.org.NZ. Retrieved 28. juli 2012.
  54. ^ "Discography The Clash". Irish-Charts.com. Retrieved 28. juli 2012.
  55. ^ "Discography The Clash". SwissCharts.com. Hentet 17. februar 2008.
  56. ^ "The Clash – London Calling". SpanishCharts.com. Hentet 17. februar 2008.
  57. ^ London Calling hos Allmusic (engelsk)
  58. ^ Oficjalna lista sprzedaży. OLiS. 24. september 2012. Hentet 21. september 2012. 

Kilder

  • Gilbert, Pat (2005) [2004]. Passion Is a Fashion: The Real Story of The Clash (4th udg.). London: Aurum Press. s. 212–213, 235–237, 259–260. ISBN 1-84513-113-4. OCLC 61177239. 
  • Green, Johnny; Garry Barker (2003) [1997]. A Riot of Our Own: Night and Day with The Clash (3rd udg.). London: Orion. s. 156–158, 161–162, 165, 194–196, 218–219. ISBN 0-7528-5843-2. OCLC 52990890. 

Litteratur

Eksterne links