Colombia

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Disambig bordered fade.svg Ikke at forveksle med Columbia.
Republikken Colombia
República de Colombia
MottoLibertad y Orden
(Spansk: Frihed og orden)
LocationColombia.svg
Hovedstad
og største by
Bogotá
04°36′N 74°05′V / 4.600°N 74.083°V / 4.600; -74.083
Officielle sprog Spansk
Regeringsform Republik
Juan Manuel Santos
Uafhængighed
-  • Erklæret
 • Anerkendt
Fra Spanien
20. juli 1810
7. august 1819
Areal
- Total
1.138.910 km2  (nr. 25)
Vand (%)
8,8
Indbyggertal
- Anslået 2005
42.954.279 (nr. 28)
37,7/km2  (nr. 134)
BNP (nominelt) Anslået 2005
- Total
108,7 mia. USD (nr. 42)
- Pr. indbygger
6.600 USD (nr. 80)
Valuta Colombiansk peso (COP)
Tidszone (UTC-5)
- Sommer (DST)
 (UTC-5)
Kendings-
bogstaver (bil)
CO
Luftfartøjs-
registreringskode
HK
Internetdomæne .co
Telefonkode +57
ISO 3166-kode CO, COL, 170

Colombia, officielt Republikken Colombia (spansk: República de Colombia), er et land i det nordvestlige Sydamerika. Landet har også adskillige territorier i Mellemamerika. Colombia grænser op til Panama i nordvest, Venezuela og Brasilien i øst, og Ecuador og Peru i syd.[1] Det deler havgrænse med Costa Rica, Nicaragua, Honduras, Jamaica, Haiti og Den Dominikanske Republik.[2] Colombia er en præsidentiel enhedsstat bestående af 32 provinser. Det nuværende Colombia var oprindeligt befolket af indfødte stammer, bl.a. de højtudviklede muiscaer, quimbayaer og taironaer.

Spanierne kom til Colombia første gang i 1499, og første halvdel af det 16. århundrede var præget af spansk erobring og kolonisering. Erobringerne førte til dannelsen af Kongeriget Ny Granada, hvis hovedstad var byen Santafé de Bogotá. I 1819 opnåede staterne i det nordlige Sydamerika uafhængighed fra Spanien, men allerede i 1830 blev deres fælles forbund Storcolombia opløst. Nutidens Colombia og Panama rejste sig herefter som Republikken Ny Granada. Den nye nation eksperimenterede med føderalisme i form af Granadakonføderationen (1858) og Colombias Forenede Stater (1863), før Republikken Colombia omsider blev udråbt i 1886. I 1903 rev Panama sig løs og blev en selvstændig stat. Colombia har siden 1960'erne været præget af en væbnet konflikt, der eskalerede i 1990'erne, men som siden 2005 har været relativt fredelig.[3] Colombia er et af de etnisk så vel som lingvistisk mest sammensatte lande i verden, hvilket afspejles i en rig kulturarv. De fleste af landets byer ligger i Andesbjergene.

Colombia består foruden Andesbjergene også af Amazonskov, tropiske græssletter og lange kystlinjer. Colombia er et af kun 17 lande, der har en ekstremt høj grad af naturlig biodiversitet, og målt på antal arter pr. km2 er det verdens 2. mest biodiverse land.[4] Colombia er en mellem- og regionalmagt.[5] Landet har således Latinamerikas 4. største økonomi og er en del af CIVETS' gruppe af seks fremadstormende markeder. Colombia er bl.a. medlem af FN, WTO, OAS og Stillehavsalliancen.[6] 

Historie

Nordkysten af Colombia besejledes allerede 1499 af Hojeda og Vespucci, 1500 af Bastidas. 1522 sejlede Andagoya ned langs vestkysten. Kort efter opdagelsen anlagdes kolonier på nordkysten, og 1536 foretog statholderen i Sta Marta, Gonzalo Jimenez de Quesada et togt ned i landet til Bogotásletten, hvor han grundlagde byen Santa Fé. 1547 blev Colombia konstitueret som et selvstændigt generalkapitanat Ny Granada, hvori Ecuador indlemmedes (1710). 1718 ophøjedes det til vicekongerige.

1810 udbrød der oprør mod det spanske herredømme, og ved Bolivars indflydelse forenedes Ny Granada med Venezuela til Republikken Colombia (1819), hvortil Ecuador 1822 sluttede sig. 1829 udtrådte Venezuela og 1830 Ecuador af forbundet, og Colombia dannede derefter en selvstændig republik Ny Granada, hvis forfatning proklameredes 1831.

Den nye republiks første præsident general Santander udnævntes 1833. Under den næste præsident, Marquez (1839-1841), udbrød en opstand under Obando. De følgende præsidenter, Herran og Mosquera, søgte at reducere statsgælden, fremme oplysning og begunstige indvandring, men under de næste præsidenter, Lopez og Obando, gled alt ud i det rene anarki. En ny forfatning af 1853 opløste staten i et forbund af republikker, hvis selvstændighed under den næste præsident, Ospina (1857-1861), ved forfatningen af 1858 blev yderligere forøget. Denne forfatning gav anledning til en borgerkrig mellem "føderalisterne" under Mosquera og "centralisterne" under Ospina og Arboleda, i hvilken Mosquera sejrede (1861) og udnævntes til diktator, hvilken værdighed han dog nedlagde 1863. De følgende år optoges af uroligheder og oprør, indtil 1885, da de forbundne republikker omdannedes til provinser i republikken Colombia.

Kirke i Tunja.

De senere år var optagne af stridigheder mellem klerikale og liberale. 1898 valgtes den klerikale Sanclemente til præsident, men de liberale gjorde oprør under Marroquin, som styrtede Sanclemente og indtog hans plads. Urolighederne vedblev. Samtidig udbrød en konflikt med Venezuela, som beklagede sig over, at oprørerne i Venezuela fik støtte fra Colombia, og samtidig understøttede Venezuelas præsident, Castro, åbenlyst de klerikale oprørere i Colombia. Først 1902 gjordes ved mægling fra Amerikas Forenede Staters side ende på oprøret.

1903 afsluttedes en traktat, hvorved Colombia overlod Amerikas Forenede Stater en landstrimmel på Panamátangen til anlæg af Panamakanalen, men da Colombias senat nægtede at anerkende traktaten, erklærede Departementet Panamá sig for uafhængigt og anerkendtes straks som sådan af Amerikas Forenede Stater. 1904 afløstes Marroquin af Reyes, denne atter (1910) af Restrepo.

I den følgende periode var der jævnligt krige og borgerkrige. Den mest alvorlige var i 1940'erne og 1950'erne og blev kendt som La Violencia ("Volden"). Fjendtlighederne krævede mindst 180.000 ofre. I nyere tid har landet været plaget af narkoopgør og guerillagrupper som FARC. Disse grupper tyr ofte til kidnapning og narkosmugling for at finansiere deres kamp. Siden år 2000 har regeringen kørt en kampagne for at mindske kriminaliteten i samfundet og hævder at have haft succes med dette, idet antallet af bortførelser og mord er faldet med hhv. 61% og 48%. Oppositionen betvivler dog til dels disse tal og kritiserer regeringen for, at menneskerettigheder er blevet krænket.

Den tidligere præsident Álvaro Uribe Vélez som var præsident fra 2002 til 2006 er kendt for at have slået hårdt ned på guerillagrupperne. Han indførte bl.a. et belønningssystem i hæren, hvor en soldat får en dusør for hver guerilla han dræber. Det har medført en del kritik, eftersom uskyldige mennesker er blevet taget til fange af hæren, iklædt guerillauniform og derefter henrettet [7] .

Geografi og klima

Biodiversitet

Kultur

Musik

Litteratur

Kulturarv

Turisme

Sport

Politik

Det politiske system

Det colombianske politiske system er opbygget på følgende måde:

Den udøvende magt

Colombia er en republik, hvor den udøvende magt dominerer statens opbygning. Indtil 2005 blev præsidenten sammen med vicepræsidenten valgt ved flertal for en enkelt fireårs periode, og præsidenten fungerede både som statsoverhoved og regeringsleder. Den 19. oktober 2005 ændrede den colombianske kongres grundloven, hvorefter det nu er tilladt den colombianske præsident at regere i to perioder à fire år. Året efter blev præsident Uribe valgt for sin anden periode.

Den lovgivende magt

Colombias tokammer-parlament, el Congreso, består af et 166-sæders Repræsentanternes Hus og et 102-sæders senat. Medlemmer i begge kamre vælges for fire år ad gangen.

Den dømmende magt

I 1990'erne gennemgik det colombianske retssystem betydningsfulde reformer. Medlemmerne af landets højesteret er udnævnt af præsidenten og kongressen.

Konflikten

Fredsprocesser

I de sidste 30 af de mere end 50 år, den væbnede konflikt har stået på, har skiftende regeringer investeret i forskellige typer af krigs- og fredsstrategier for at afmontere illegale væbnede grupper.[8] Fredsforhandlingerne med guerillagruppen FARC er den tiende fredsproces, der har fundet sted i Colombia.[8] Det er derfor et fåtal af lande i verden, der har mere erfaring i væbnet konflikt end Colombia, men endnu færre der kan siges at have mere erfaring med fredsprocesser end Colombia har haft.

Colombia er det eneste land i verden, der i løbet af de sidste 30 år har gennemgået ni fredsprocesser, hvor illegale væbnede grupper er blevet demobiliseret.[8] (Note: 10 fredsprocesser, hvis den igangværende implementering af fredsaftalen med FARC tælles med).

Konfliktens drivkræfter

Illegale væbnede grupper og kriminelle forhandlingsformer i den colombianske politiske sfære er drevet og opretholdt af adskillige faktorer.

Følgende fremhæves typisk som faktorer, der driver konflikten:

Institutionel svaghed

Colombia er det land i det amerikanske kontinent, hvor der er størst forskel på tilstedeværelse af staten.[8]
I Colombia er der en overkoncentration af statslige institutioner og myndigheder i byområderne, mens landdistrikterne, der geografisk udgør halvdelen af det colombianske territorie og huser én tredjedel af den colombianske befolkning, er præget af en svækket tilstedeværelse af statslige institutioner og myndigheder.[8]
Den svage statslige tilstedeværelse har givet rum til en perverteret arbejdsdeling mellem den colombianske stat og dennes væbnede, illegale konkurrenter. I territorier, hvor staten ikke har kunnet tilvejebringe sikkerhed og retshåndhævelse, har illegale væbnede grupper trådt til og håndhævet sikkerhed samt retsforfølgelse.[8]

Narkotikahandel

Colombia er storproducent af kokain. Ifølge FN's Agentur for narkotikabekæmpelse og kriminalitetforebyggelse, UNODC, blev der i 2016 produceret 866 tons kokain på illegal vis i Colombia.[9]
Eksport af kokain er en betydningsfuld indtægtskilde for de illegale væbnede grupper. Der er dog ingen direkte, lineær sammenhæng mellem mængden af koka-afgrøder i en region og mængden af vold, der begås indenfor regionen. I stedet observeres en eskalation af voldelige hændelser i de områder, hvor forskellige illegale væbnede grupper konkurrerer for at opnå kontrol over et territorie. I flere tilfælde er der tale om territorier, der giver adgang til eksportruter og derfor er strategisk vigtige for narkotikahandlen.[10]

Stavemåde

Colombia skrives ofte fejlagtigt Columbia i danske medier. Det skyldes, at der er mange flere kendte referencer til Columbia end til Colombia i aviser, blade m. v. Tidligere var det almindeligt på dansk (som endnu på tysk) at kalde landet Kolumbien.[11]

Referencer

  1. ^ "Land Frontiers.". Gobierno de Colombia. Hentet 5. maj 2018.
  2. ^ "Maritime borders." Gobierno de Colombia. Hentet 5. maj 2018.
  3. ^ ""Basta!" Centro de Memoria Historica. ISBN 978-958-57608-4-4. Hentet 5. maj 2018.
  4. ^ Fernando Potes, Luis. "Megadiversidad." Arkiveret fra originalen 29. oktober 2013. ProDiversitas. Hentet 9. marts 2014.
  5. ^ "Colombia.". World Economic Outlook. April 2017. Den Internationale Valutafond. April 2017. Hentet 17. maj 2017.
  6. ^ Slater, Steve. "After BRICs, look to CIVETS for growth – HSBC CEO." 27. april 2010. Reuters.
  7. ^ "»De myrder vores drenge«" (på Danish). Dagbladet Arbejderen: s. 1. 2010-12-11. Hentet 2010-12-18. 
  8. ^ a b c d e f López, Claudia (2016) ¡Adiós a las FARC! ¿Y ahora qué?. Bogotá. Penguin Random House Grupo Editorial
  9. ^ , "The Guardian", Colombia producing more cocaine than ever before, UN figures show, 14. juli, 2017
  10. ^ , "International Crisis Group", Colombia’s Armed Groups Battle for the Spoils of Peace, 19. oktober, 2017
  11. ^ "Endonymi og eksonymi" (på Danish). Politiken via sproget.dk. 2008-04-23. Hentet 2014-04-23. 

Eksterne Henvisninger

Se også

Koordinater: 3°49′00″N 73°55′00″V / 3.81667°N 73.91667°V / 3.81667; -73.91667