Østkyst Hustlers

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Østkyst Hustlers
Oprindelse Danmark Danmark
Genre Rap, hip-hop
Aktive år 1993 -
Pladeselskab Sony Music/Pladecompagniet
Associeret med MC Einar, Flopstarz
Medlemmer Nikolaj Peyk
Jazzy H
Bossy Bo
Eksterne henvisninger
Østkyst Hustlers' hjemmeside

Østkyst Hustlers er en dansk rapgruppe, der blev dannet i 1993, af Nikolaj Peyk, Jazzy H og Bossy Bo, som følge af en radioføljeton i Børneradio. I 1995 lavede de Verdens længste rap, der blev en stor succes De udgav herefter endnu et succesfuldt album, Fuld Af Løgn, og vandt adskillige priser ved Danish Music Awards.

Peyk forlod gruppen i 1998 efter gruppens tredje album, Så Hold Dog Kæft, der ikke levede op til forgængernes succes. De to resterende medlemmer udgav Get a Life Selv i 2003 under navnet Hustlerne. I 2005 udkom et opsamlingsalbum. De har bidraget med sporadiske kompositioner til film og andre albums siden da. I 2010'erne begyndte de atter at optræde.

Historie

1993-1996: Opstart og gennembrud

Nikolaj Peyk havde været sangskriver og producer i MC Einar, Bossy Bo havde været en del af Flopstarz og Jazzy H var en kendt freestyle-rapper i den danske hiphop-undergrund. Deres samarbejde startede i 1993 med rap-radioføljetonen Bo han hadede ikke julen, men det var tæt påP3's Børneradio i seks dele og sammenlagt 45 minutter.[1] På dette tidspunkt havde gruppen ikke et egentligt navn.[2] Introen blev speaket af Oliver Zahle. Børneradio ville udgive føljetonen på CD, men det var gruppen, der på dette tidspunkt ikke havde noget egentligt navn,[3] ikke interesserede i, da de mente, at man skulle lave musikken til det medie som det skulle udgives på.[4]

De forhandlede med Børneradio, og indvilligede i at skrive endnu en rap-radioføljeton, men den skulle være 80 minutter lang, for det var, hvad en CD kunne indeholde.[4] projektet havde arbejdstitlen Østkyst Hustlers.[2] Det endte med en 78 minutters lang fortælling om to hustlere fra København, der drager til Jylland for at forsøge at snyde sig til penge. Børneradio satte et klistermærke på CD'en med teksten "Verdens længste rap". Den blev uventet en stor succes,[2][5] og da medierne begyndte at efterspørge både et navn på gruppen, og de tog bandnavnet Østkyst Hustlers, og kaldte albummet Verdens længste rap, som udkom i 1995. Allerede i januar 1996 havde det solgt 25.000 eksemplarer og var certificeret guld. Albummet solgte omkring 250.000 eksemplarer,[3] og vandt prisen Årets Danske Rap/Dance Udgivelse ved Danish Music Awards i 1996.

1996-2003: Videre succes og opbrud

Gruppens andet album Fuld af Løgn udkom i 1996 med to af gruppens største hits "Hustlerstil" og "Han Får For Lidt".[2] Det blev ligeledes en stor succes.[3] Ved Danish Music Awards i 1997 modtog gruppen sammenlagt seks priser, heriblandt Årets Danske Rap Udgivelse og Årets Danske Gruppe. I februar 2016 modtog albummet syv-dobbelt platin for 140.000 solgte eksemplarer.[6]

I 1997 spillede de på Roskilde Festival[7] og på Grøn Koncert.[8] Gruppens tredje album, Så Hold Dog Kæft, som udkom i 1998, fik mindre gode anmeldelser en forgængerne, og det solgte kun omkring 50.000 eksemplarer, hvilket var væsentligt under de tidligere udgivelser.[3] På dette tidspunkt var gruppen allerede i gang med endnu et nyt album, men de lunkne anmeldelser fik Peyk til at trække sig fra gruppen, fordi han efter eget udsagn ikke havde nogen ideer og mente, at han "modarbejdede projektet".[3] Ved Danish Music Awards i 1999 modtog gruppen prisen "Årets Danske Cover" og Peyk fik prisen for "Årets Danske Sangskriver".[9]

2003-nu: Senere tid

Bossy Bo og Jazzy H brugte herefter to år på at skrive materialet til et nyt album færdigt. Pladeselskabet Sony havde det dog liggende i 3 år, før deres kontrakt udløb. Herefter udgav de Get a Life Selv i 2003 via det lille selskab ArtPeople under navnet Hustlerne, og altså ikke som Østkyst Hustlers. Albummet solgte kun 3.000 eksemplarer, bl.a. fordi det ikke blev distribueret til forhandlerne.[3] Østkyst Hustlers store hit "Han får for lidt" fra deres andet album var inkluderet på den danske rapkompilation Dansk Rap 1988-2003, som udkom i 2003.

I 2005 medvirkede gruppen med en coverversion af sangen "Det rager mig en bønne" på albummet Værsgo 2, der var et hyldestalbum til Kim Larsens debutalbum Værsgo fra 1973.[10] De udgav desuden opsamlingsalbummet Hustlerstil 1995-2005 på Sony.[3]

I 2006 lavede de sangen "To Skridt Bagud" til den danske tv-julekalender Absalons Hemmelighed der blev sendt på DR dette år.[10] Året efter lavede de sangen "Bare det var Mig" til DR's tv-serie Max.[10]

I 2009 indspillede gruppen sangen "Fløjter Rundt" til Anders Matthesens film Sorte Kugler, der blev brugt i introen.[10]

I 2010 medvirkede Jazzy H og Bossy Bo på sangen "Superstars" på Anders Matthesens andet rapalbum Villa Peakstate. Udover Matthesen selv medvirkede også MC Einar. Albummet fik dog ekstremt dårlige anmeldelser.[11]

I 2012 optrådte gruppe med sangen "Hustlerstil" i Natholdet i et afsnit med Cutfather som medvært, efter der var blevet vist et klip, hvor Anna Libak havde efterlyst Østkyst Hustlers i Smagsdommerne. Libak var til stede i studiet.[12] Gruppen optrådte på Smukfest i 2013.[13] I uge 24 i 2014 optrådte de på HCA-festival i Odense.[14]

I april 2015 gav de en række jubilæumskoncerter i anledning af 20-året for udgivelsen af Verdens længste rap.[15] De optrådte bl.a. i Aftenshowet med en omskrevet udgave af Verdens længste rap, der dog kun varede knap 2 minutter.[16] Til Grøn Koncert spillede gruppen otte koncerter sammen med Magtens KorridorerGrøn Koncert, hvor de bl.a. spillede et mashup-udgave af Østkyst Hustlers "Håbløs" og Magtens korridorers "Kom og Mærk" samt "Han Får For Lidt" og "Hestevise".[17] Koncerterne blev en stor succes.[18] Deres optræden i Kolding fik 6/6 stjerne i musikmagasinet GAFFA.[17] Året efter gentog gruppen succesen med endnu en koncert sammen med Magtens korridorer på Smukfest i 2016,[18][19] hvor Ekstra Bladet gav fem ud af seks stjerner.[20]

I august 2017 optrådte Østkyst Hustlers på Smukfest med nummeret "Han får for lidt" i en mashup-version med Queens "Under Pressure", som blev fremført af coverbandet Queen Machine.[21][22] I et interview i Aftenshowet den 8. november dette år afslørede gruppen, at de ville udgive den første nye single i 20 år kaldet "Hey Tøsepige". Samtidig udgav de også B-siden, "Undskyld skat". Der var premiere på A-siden i programmet. I interviewet udtalte gruppen, at sangene var en del af en trilogi, og at man først skulle høre "Hey Tøsepige" om de midaldrende mænd, der stadig forsøgte at score unge kvinder, og herefter "Undskyld Skat" om bagsiden af medaljen. Desuden udtalte de, at der var et tredje nummer på vej, som hænger sammen med to første.[23] De to sange blev offentliggjort på deres youtube-kanal den 15. december samme år.[24][25]

I 2018 var Østkyst Hustlers rundt flere steder i Danmark. De optrådte bl.a. på Nordals Musikfestivals gårdscene.

Priser

Gruppen har modtaget seks priser til Danish Music Awards og yderligere tre i forbindelse med deres udgivelser.

År Kategori Bemærkning
1996 Årets Danske Rap/Dance Udgivelse Østkyst Hustlers - Verdens længste rap
1997 Årets Danske Gruppe Østkyst Hustlers
1997 Årets Danske Rap Udgivelse Østkyst Hustlers - Fuld af løgn
1997 Årets Danske Sangskriver Nikolaj Peyk
1997 Årets Danske Cover Tobias Rosenberg Jørgensen - Fuld af løgn
1997 Grøn Pris Østkyst Hustlers
1997 P3's Lytterpris Østkyst Hustlers
1999 Årets Danske Sangskriver Nikolaj Peyk
1999 Årets Danske Cover Tobias Rosenberg Jørgensen/Grey - Så hold dog kæft

Diskografi

Studiealbums

Opsamlingsalbums

Referencer

  1. ^ Jul er nostalgiens tid. GAFFA. Hentet 9/1-2017
  2. ^ a b c d Bandet. Hustler. Hentet 9/1-2017
  3. ^ a b c d e f g Hustlerne samler op. BT. Hentet 9/1-2018
  4. ^ a b Østkysthustlers i Go Morgen Danmark 16-11-2010. GO' Morgen Danmark. Hentet 12/1-2018
  5. ^ Østkyst Hustlers 3. aug kl. 20.00. Friheden.dk. 5/9-2013
  6. ^ ØSTKYST HUSTLERS "FULD AF LØGN". IFPI Danmark. Hentet 9. januar 2018. 
  7. ^ Østkyst Hustlers, roskilde-festival.dk. Hentet 5/9-2013
  8. ^ 1990-1999. Grøn Koncert. Hentet 29/12-2017
  9. ^ Dansk Grammy 1999. TV 2. Hentet 12/1-2018
  10. ^ a b c d Singler og Soundtracks. Hustlers. Hentet 971-2017
  11. ^ Anders Matthesen Villa Peakstate. GAFFA. Hentet 2/10-2014
  12. ^ Østkyst Hustlers live i Natholdet (2012). Nikolaj PeykYouTube. Hentet 31/10-2015
  13. ^ Smukfest-program 2013. Jyllands-Posten. Hentet 12/1-2018
  14. ^ Østkyst Hustlers: HCA-festival, Odense. GAFFA. Hentet 11/1-2018
  15. ^ Østkyst Hustlers drager på jubilæumsturné. GAFFA. Hentet 31/10-2015
  16. ^ Østkyst Hustlers er tilbage | Aftenshowet | DR1. DRYouTube. Hentet 31/10-2015
  17. ^ a b Magtens Korridorer og Østkyst Hustlers. GAFFA. Hentet 11/1-2018
  18. ^ a b Fremragende mashup-koncert trods skævt magtforhold. GAFFA. Hentet 11/1-2018
  19. ^ VIDEO Se Magtens Korridorer og Østkyst Hustlers smelte deres hits sammen på Smukfest. DR. Hentet 12/1-2018
  20. ^ Lykkeligt lorteparforhold på Smukfest. Ekstra Bladet. Hentet 12/1-2018
  21. ^ Scenetjek: Freddie Mercury vendte tilbage. Jyllands-Posten. Hentet 11/1-2018
  22. ^ Velsmurt Dronningemaskine sætter gang i festen på Skanderborg. Lokalavisen. Hentet 11/1-2018
  23. ^ Østkysthustlers i Aftenshowet - 08-11-2017. YouTube. Hentet 11/1-2018
  24. ^ Østkyst Hustlers - Undskyld Skat. YouTube. Hentet 28/12-2017
  25. ^ Østkyst Hustlers - Hey Tøsepige. YouTube. Hentet 28/12-2017

Eksterne henvisninger

  • "Et band taler ud" del 1, 2, 3, 4, 5 og 6